Tilbage til oversigt

(17)    2016-05-08

Kirsebær og havemad

Skønne fridage med sol, sol, sol. Torsdag og fredag knoklede vi med afretning af græskanterne om bedene i sydhaven, og fik sat sådan en grim plastikkant ned mellem græs og jord i håb om at slippe for kantskæring de næste par år. Det havde været fedt med flotte jernkanter, men det rækker efterlønnen ikke til.

Mit kamera gik desværre i stykker, da vi tog os en velfortjent og dejlig ferieuge på Bornholm, så jeg har investeret i et nyt, som jeg har brugt nogle dage på at lære at kende. Der er stadig planter, jeg ikke har fået fotograferet til mit plantekatalog, så der er nok at øve sig på - og så er det næsten umuligt ikke at skyde løs på alle de vidunderlige forårsmotiver: Frugttræernes blomster, nyudsprungne blade, blå himmel og røde tulipaner.

Lørdag aften tog vi hul på grillsæsonen, men grillen har kendt bedre dage. Brænderne er snart brændt igennem og tænderen har mistet gnisten, så det blev kun til et par 'nakkekoteletter mit gemyse'. Så må vi overveje, om der også kan blive råd til en ny grill i år.

I urtehaven spirer og gror det alle vegne, det kræver en aftentur med vandkanderne. Tomaterne er plantet ud i drivhuset og de første agurkeplanter er netop spiret. Rabarberne strutter ovenud af energi og giver anledning til at nyde min foretrukne sommerdessert: makroner, portvin, rabarberkompot og flødeskum - det smager bare syndigt godt!

Susanne


 
Send et tip til en ven