Tilbage til oversigt

(22)    2017-03-15

Opstart i drivhuset

Foråret er så småt over os - seneste weekend bød på en herlig solskinsdag, og der kom gang i mit gamle kadaver. Der var en hel del at klippe ned, og kompostkværnen kom i brug. Klipning af pilene er det også ved at være sidste udkald for, men jeg måtte erkende at mine fingre er plaget af gigt, så det blev kun til den første halvdel. Jeg når det vel nok i næste uge... Det var under alle omstændigheder skønt at være udendørs det meste af dagen, og at se at både løgplanter og buske er i fuld groning.

I dag har vi sol igen, men desværre også en enerverende blæst, så da jeg fik et par timer tilovers i eftermiddag valgte jeg at bruge dem i drivhuset.

De første spireplanter blev sået herinde i februar, og var nu ved at kravle ud af den fine spirekasse jeg har investeret i. De er nu pottet op og anbragt i drivhus-kuvøsen, som jeg satser på kan holde dem tilstrækkeligt varme om natten. Chilli og peberfrugtplanterne er dog stadig for små til at komme med ud endnu.

Spirekassen blev straks fyldt op igen med et hold Georgine- og Frøkenhat-frø. Den ser faktisk ud til at være en rimelig investering (100kr i Silvan), kapilærsystemet sørger for en jævn vanding og så slipper småplanterne for at blive priklet.

Jo, der er meget at glæde sig til i denne tid - også de næste weekenders familiebesøg både her og på Sjælland:)




 
Send et tip til en ven