Tilbage til oversigt

(4)    2016-01-27

Drivhuset

Jeg har tøvet længe med at skrive denne historie, for den er nedslående, ærgerlig og ikke helt slut.

Sidste sommer købte vi jo et nyt drivhus, som Lars satte op efter alle kunstens regler. Det var en billig engelsk model, som Juliana forhandler, men pengene var små og vi havde forskellige prioriteter - Lars ønskede et flot, lakeret hus, og jeg ville have god og rigelig plads og hærdet glas. Begge dele kunne forenes her, og flot og stort er det da også. Vi nåede også at få lidt glæde af det i den sidste del af sæsonen, for vi kom lidt sent i gang.

Desværre kom stormen Gorm forbi sidst i november, og 12-13 glas blæste ud med fuld musik. Det meste af terrassen og hønsegården og et stykke af urtehaven blev belagt med småbitte firkantede glasskår, som vi brugte mange dage på at fjerne.

Efter lidt research på internettet fandt jeg frem til at Juliane - i forhold til deres egne modeller - anbefaler at lægge glassene i silikone, hvorimod samlevejledningen til den engelske model ikke nævner noget om denne mulighed. Jeg konfronterede naturligvis Juliana med denne ulighed, og det faktum at de medfølgende glasklips slet ikke kan holde på glasset i stærk blæst, men der var ikke megen støtte at hente.

Nye, dyre glas er indkøbt, men det har endnu ikke været vejr til sådan en montageopgave, for vi har selvfølgelig bestemt os for at lægge samtlige glas i med silikone denne gang.

Så krydser vi bare fingre for, at det holder, for jeg glæder mig SÅ meget til at komme i gang derude om et par måneder.



 
Send et tip til en ven