Header
Menu
Sidemenu_haven

Siderne her giver et overordnet billede af havens tilblivelse.

En mere detaljeret beskrivelse kan findes hhv under "historien" og den kommende blog


Haven 2014

Haven 2015

Haven 2016

Haven 2017

Haven 2018


Urtehaven

Påskeliljer

Nye Rhododendron

I sydhaven

New Dawn espalier

Weigela


Haven 2016

Haven 2016

D. 6. januar er der ikke meget at fortælle om haven. Det har været frostvejr siden nytår, bidende koldt men også med nogle flotte solskinstimer.

Det benyttede jeg i dag til at tage et par billeder fra sydhaven.

Den 8. januar kom årets første sne.

I det tidlige forår var det igen tid til at klippe pil, og hegnet fra sidste år fik tilført lidt nyt materiale. Jeg synes ikke vidjerne var lige så lange og kraftige som sidste år, måske bliver de alligevel svagere med tiden? Der blev dog nok til at lave et nyt hegn langs det nederste stykke af vestskellet, der hvor kvashegnet stod. Her lagde jeg 5 kg påskeliljeløg i efteråret med henblik på at flytte dem senere, men de stod og tronede så flot, at de fik lov til at stå

Mellem påskeliljer og pilehegn har vi sat nogle blomstrende buske: Havehortensia og Klokkebusk, som alle er vokset godt til hen over sommeren.

Med hjælp fra Ugerløse-ungerne blev urtehavekaserne klar til sæsonen, imellem dem lagde vi et tykt lag lærkeflis så der er tørt at gå.

I sydhaven er Rhododendronbedet også vokset sig pænt, det har pludseligt taget form. Ahorntræet har fået lidt størrelse, og lyngplanterne er vokset sammen til fine, farvede flader både forår og eftersommer. De to Endless Summer hortensiaer har været i overdådig vækst og blomstring hele sommeren, og blåbærbuskene har givet en hel del flotte bær.

Midt på sommeren fik Lars endelig tid til at lave et espalier på aftenterrassen til min gamle 'New Dawn' rose. Samtidig tømrede han også skelettet til et læhegn, som jeg kunne flette de sidste pilevidjer på

Rhododendronbedet ud for drivhuset så noget mistrøstigt ud i foråret, så jeg fik ryddet græs og ukrudt væk omkring det, og så gik Lars i gang med at banke stolpestykker i jorden som forkant ind mod græsplænen. Plænen blev fræset igennem, rettet af og jævnet ud og sået til igen. Det gjorde en kæmpeforskel!

Indimellem har jeg fået tid til at fortsætte mine planer for stykket nord for urtehaven. Foreløbig er det blevet til en stenbelagt sti mellem 2 bede, hvor der i sommer er fyldt op med Frøkenhat, Morgenfruer og Tagetes, og midt på sommeren kunne jeg så en ekstra omgang ærter og bønner her. Et lille bed til mine roser er der også blevet plads til, og de ser ud til at være ved at finde sig til rette dér. Dette er dog kun begyndelsen til den 'Franske have' jeg har i tankerne, fortsættelse må følge til næste år

Efter sommerferien har vi knoklet på med endnu et større projekt, som jeg har glædet mig meget til. Jeg har henover forår og sommer gravet græsset af i ca 3,5 m bredde langs hele husets vestfacade. Nu har Lars så lagt en flisegang hele vejen fra gavl til gavl og mellem de 6 bede jeg havde gjort klar. Jeg har planlagt bedene som min pensionistlegeplads, hvor jeg kan lege med stauder og sommerblomster fremover. Fordelen er at bedene er omkranset af fliser, og således ikke bliver invaderet af kvikgræs og skvalderkål, som ville være tilfældet hvis de blev anlagt langs et skel. Jeg har netop plantet til med stauder i forskellige sammensætninger (mest planter, jeg havde i forvejen).


Senvinter

Tidlig forår

Fliselægning vestside

Nye blomsterbede

Den Franske have

Sommer i sydhaven


Footer

©: Copyright Havelykke 2016: Susanne Frostholm, Tingskrivervej 36, Hinge