2011-08-06T06:53:01.003+02:00

Frankrig kalder

Jeg kan vist ikke skjule for nogen, at jeg er ret vild med Frankrig - og heldigvis lykkedes det mig at lokke Lars til at køre mig en tur derned allerede den første sommer, vi boede sammen. At han så tilmed hurtigt lod sig smitte af min begejstring og lige så hurtigt tilpassede sig den helt særlige, afslappede livsstil med dertil hørende vin, cafebesøg og sene middage - det var et virkeligt lykketræf.

I år drog vi så af sammen for fjerde gang. Desværre kunne vi kun holde 2 ugers ferie, så vi havde allerede i januar fundet et udlejningshus for én uge i Bourgogne, omkring 1450 km herfra, hvilket i vores terminologi er overkommeligt at nå hjem fra på 2 dage.

Vel vidende, at adskillige danskere gladeligt kører den fulde strækning til Sydfrankrig eller Toscana i ét hug, så kan jeg ligeså godt med det samme afsløre at det ikke lige er vores stil. Som min søn plejer at sige, så er der ingen der bruger SÅ lang tid på at køre fra Silkeborg til Midtsjælland om os - men pyt! Det er vores ferie, og vi gør nu som vi har det bedst med. 8-900 km på en dag er rigeligt, til gengæld nyder vi også køreturen og de kortere eller længere pauser undervejs. Spiser vores medbragte mad, laver en kop nescafé, drikker lidt vand og besøger en del toiletter af meget vekslende standard. Morer os med at kigge på alle de andre bilister (hvorfor skal de alle sammen ha' deres hunde med? Mon ikke ham den kæmpe mand skal ha' sig en dobbeltburger? Hvordan dælen bærer de sig ad med at være SÅ mange i SÅ lille en bil?)


Nogle gange kan man også være heldig at få en ekstraordinær oplevelse på en rasteplads, som her i Alsace på tredjedagen. Vi nød frokosten i fint vejr på en ganske fin - men kæmpestor - rasteplads, da Lars roligt peger og siger: Der sidder en stork på den der lygtepæl! Jeg følger hans blik og griner ad ham. Det er da bare en plastikstork, alle ved jo at den er et vartegn for Alsace! Hm, siger han, den drejer da hovedet! Og så fik jeg travlt med at finde kameraet frem før den lettede og cirklede lidt rundt for at finde en anden pæl længere væk.





Det skulle vise sig at der var flere oplevelser at hente på denne uædvanligt flotte, franske rasteplads. Selve hovedbygningen med 'Autogrill', toiletfaciliter, kiosk etc. var særpræget og imponerende, men mere sensationel var den store, pænt vedligeholdte køkkenhave, som var etableret udenfor. Her stod urter, bærbuske, Gladiolus, Dagliljer og andre blomster på snorlige rækker, og ved siden af var anlagt en temmelig stor dam med åkander og fisk. Flot og meget inspirerende i forhold til de forløbne mange kilometer astaltvej.



Indenfor i den store bygning fandt Lars et flot prospekt over middelalderborgen 'Haut Königsburg", som vi besøgte for 2 år siden. Et imponerende bygningsværk højt oppe på en af Vogesernes toppe, som entusiaster formåede at genopbygge i begyndelsen af 1900-tallet - og som der, her fra rastepladsen, var en fantastisk udsigt til.



Efter et så opløftende hvil er det ingen sag at starte bilen igen og fortsætte mod dagens mål!


2011-08-06T07:06:15.531+02:00

Saverne, Alsace

I mit første afsnit om vores franske ferieoplevelser sprang jeg let og elegant over dag 2. Mest for sammenhængens skyld, for dagen var ellers god og værd at huske, men sådan er det jo nogle gange med historiefortælling....

Altså, for terminologiens skyld: Vi drog hjemmefra onsdag morgen og nåede ved aftenstid den tyske rasteplads 'Bruchsal' mellem Frankfurt og Karlsruhe. Et noget slidt, men fredeligt motorvejshotel med fornuftige senge og til fornuftig pris (ca. 569 kr), og for os et passende aftenstop efter omkring 12 timers rejse.

Til næste aften havde vi hjemmefra booket overnatning i en mindre by i det nordlige Alsace, Saverne, hvor vi har været et par gange før på det nydelige og moderne Hotel l'Europe. Flot værelse og dejlig morgenmad for ca. 789 kr. Byen er et (gen)besøg værd: de stejle gader med  maleriske bindingsværkshuse og udsigt til bjergene, floden med lystbådehavn og kanalen med slusen nærmest midt på hovedgaden. Her kunne Lars gerne have stået i timevis og studeret ind- og udslusning af både lystbåde og fragtpramme.


Desværre begyndte det at regne da vi nåede byen ved middagstid, så madpakken blev fortæret i bilen på en kedelig parkeringsplads, men efter indkvartering på hotellet travede vi byen igennem endnu engang - og nød da også en øl på den foretrukne fortovscafe. Jeg havde bare haft så travlt med at komme ud i byen, at jeg havde glemt min pung, så mon ikke jeg var lidt rød i hovedet da jeg - efter serveringen - opdagede at vi ikke havde en eneste cent på os! Gud ske tak og lov for visakortet og den nærliggende hæveautomat..


På eftermiddagens spadseretur måtte jeg lige fotografere denne urtehave, som er så typisk fransk. Ejeren var dog travlt beskæftiget med lugning, så jeg måtte være lidt diskret. Til hver af stokkene er bundet en tomatplante.



Fra hotelværelsets vindue havde jeg til gengæld fri udsigt til en anden form for bymæssig have:


Fantasifuldt omend liidt kedsommeligt. Det var dog ved denne udsigt, jeg besluttede mig for at forsøge at forfølge ideen med at fotografere Franske Køkkenhaver. Resultatet følger i de næste afsnit.

(her ser du tagterrassen i nederste venstre hjørne)

2011-08-07T07:22:39.745+02:00

Vesoul, Franche-Comté

Efter en dejlig eftermiddag i Saverne spiser vi en udmærket middag på nabohotellet, da det desværre er for køligt og vådt til fortovsrestauranter. Næste morgen indtager vi et - efter franske normer - overdådigt morgenmåltid i den smukke Salle de Petit Dejeuner, pakker derefter bilen og kører videre mod syd.

Vores økonomiske bil melder at det er tid for optankning efter næsten 1250 km, så for en sikkerheds skyld drejer vi fra motorvejen ved Belfort ind til den nærmeste by, Hericourt, hvor vi da også hurtigt finder en tank ved et supermarked. Tankanlægget afviser dog adskillige gange vores visakort uden forklaring. En venlig kvinde fra politiet rabler en masse fransk af sig, det lyder som om hun vil prøve at finde nogen der kan hjælpe, men servicemanden ankommer og kan heller ikke hjælpe. Der er en anden tank i byen, siger han, så vi kører lidt omkring og finder frem til et lille autoværksted, Lars fylder op, jeg skyder lige et foto før jeg går ind og betaler kontant:


Efterhånden er vi godt sultne og finder derfor en lille cafe på byens torv, hvor vi bestiller noget pizzaagtig fastfood og en kold fadøl. Meget lokalt, simpelt men hyggeligt.



Vi har hjemmefra booket hotel i byen Vesoul, som Lars valgte lidt tilfældigt ud på kortet. Der skulle være nok at se på, men eftermiddagen løber hurtigt og et tordenvejr hænger over byen, så vi slentrer blot lidt rundt og drikker en øl på et larmende torv før vi beslutter os for en tur gennem byens 'Jardin Anglaise', hvilket viser sig at være et godt valg.

Parken er ikke stor, men velholdt og flittigt brugt af de lokale, og de skønneste blomsterbede er absolut et besøg værd:

















Nu taler ingen af os fransk, men jeg forstår da en del og kan gøre mig forståelig med simple brokker, så det lykkes mig at få den - udelukkende fransktalende - portier til at vise vej til byens eneste franske restaurant, "La Femme du Boulanger". Som navnet antyder er den lille restaurant indrettet i et gammelt bageri, faktisk er det meste af den tidligere indretning bevaret og anvendt. Meget charmerende og originalt, men desværre lever den eksentriske unge restaurationsejers mad ikke op til forventningerne (og prisen). Vi får dog en skøn og temmelig dyr Bourgognevin fra Rully!

Jeg har ikke kameraet med, men her er lånt et billede der ligner lidt...


2011-08-09T11:52:57.406+02:00

Magny Les Villers, Bourgogne

Vi pakker bilen efter morgenmaden og triller stille ud af Vesouls mange ensrettede gader. Egentlig ville vi have kørt opad mod byens vartegn, kapellet på toppen af den høje bakke midt i byen, men gaderne er umulige at finde ud af så vi opgiver. Det må blive en anden gang, der skulle nu ellers være en fantastisk udsigt deroppefra.

Kapellet zoomet ind fra hotelværelset
Efter en times tid ad den snørklede landevej finder vi ind på 'Autoroute du Solei', motorvejen sydpå, og holder ved en grøn rasteplads og drikker kaffen. Snart går det dog videre mod Beaune, hvor vi skal væk fra motorvejen. Vi har planlagt at finde et supermarked for at købe ind til weekenden, men der ser ikke ud til at være noget i denne del af byen, så vi vælger landevejen forbi Magny og videre til Nuit Saint Georges, hvor vi hjemmefra har orienteret os om indkøbsmulighederne.

Bilen bliver fyldt op med gode sager fra Carrefour og landevejen fundet igen. Så er det bare om at finde den rigtige sidevej op til den lille by Magny les Villers, hvor vi skal bo den næste uge.


Det er en lille landsby med en håndfuld vinavlere, og den ligger smukt mellem vinmarkerne og de bløde bakker. Her er stille og fredeligt - bortset fra alle de biler, der skrumpler sig gennem byen lige uden for 'vores' hus, som viser sig at ligge i byens centrale vejkryds. Vi vænner os dog hurtigt til lydene og opholder os mest på den bittelille veranda på gårdsiden.

?????
Udsigt til højre...
?????

Nøglen ligger på aftalte sted, så vi låser os ind og begynder at tømme bilen. Huset er fint og ryddeligt, men det undrer os at sengene ikke er redt og at der ligger penge på bordet i stuen. Snart ruller en bil dog ind på gårdspladsen, og et midaldrende fransk par stiger ud. De ser noget forvirrede ud, men det lykkes os med fagter og gerninger at forstå hinanden. De skal gøre rent, men regnede først med at vi ankom søndag. Ingen årsag, vi spiser frokosten på verandaen mens de ordner huset.
Udsigt til venstre...
Eftermiddagen bruger vi til en lille spadseretur rundt om byen, og et nærstudium af de flotte druer.



Det er halvkoldt, så aftensmaden må indtages på verandaen - som det bliver tilfældet resten af ugen. Der er sparsomt med plads, og udsigten fra siddende stilling rækker mest til nabohusenes ikke særligt kønne facader - men pyt! Vi hygger os og nyder mad og vin og hinandens selskab - og katten, der ufortrødent kalder på os fra verandatrappen.



2011-08-11T17:43:40.722+02:00

Stille dage i Magny

Magny les Villers er bare én af en stribe små vinbyer mellem Beaune - som kaldes Bourgognevinens hovedstad - og Nuit Saint Georges. Ikke den mest betydningsfulde og heller ikke den kønneste, men det er nu engang hér vi har lånt et hus, så vi går på opdagelse søndag eftermiddag. Husværten har beskrevet nogle traveture i området, bl.a. til nabobyen Pernand Vergeslesses, som lyder overkommelig, så vi tager fornuftige sko på og kaffekanden i rygsækken og følger anvisningerne.

Først gennem byens smalle gader, hvor vi må stoppe op for at beundre disse kæmpestore Hibiscustræer



og en fin og meget fransk forhave


Byen ender der hvor vinmarkerne begynder (eller er det omvendt?), og vejen snor og bugter sig op og ned med vin på begge sider indtil vi når en bakketop med formidabel udsigt. Byen Pernand kan vi endnu ikke øjne, derimod trækker mørke tordenskyer ind over os, så vi bestemmer os for at drikke kaffen der på toppen, siddende på en sten lidt fra vejen.


Bourgognes bløde bakker er lige så smukke som jeg husker dem fra år tilbage, og de begynder netop her hvor vi sidder og breder sig videre gennem landskabet helt ned til Beaujolaisdistriktet.

Vi nyder kaffen og udsigten og en kæmpe sommerfugl, som pludselig flagrer forbi os. Desværre er den væk igen før kameraet er fundet frem. Til gengæld får jeg snapshottet en vild Merian, som er nøjagtig identisk med min egen derhjemme...



På tilbageturen lægger vi først rigtig mærke til denne vidunderligt maleriske bakke med unge vinplanter, som jeg i parentes bemærket forsøgte at forevige med pensel og akryl en af de stille eftermiddage på verandaen:


Vi vender næserne mod Magny igen og følger en grusvej på 'bagsiden' af vinmarkerne, hvorfra der er milevid udsigt over den meget flade dal. I det levende hegn får jeg øje på noget, som jeg nok har hørt om men aldrig selv set: en mistelten har slået sig ned på en gammel, kroget tjørn. Nogle dage senere skal vi dog erfare, at det vist ikke er helt ualmindeligt her i området, men det vender jeg tilbage til.








På tilbagevejen gennem byen nyder jeg synet af modne ferskner, der bare sådan vælter ud over et hegn, og store smukke Hortensier i forfald.




Man kan godt gå hen og blive lidt misundelig på de franskmænd - her er stenet og tørt men alting gror som besat. Derhjemme har vi ikke haft blomster i vores almindelige Hortensier de seneste tre år...
2011-08-14T15:10:52.884+02:00

Fem franske urtehaver

Nu er jeg ikke ligefrem selv nogen ørn til urtehaver, men det har altid fascineret mig at dyrke de spiselige urter, og jeg har da forsøgt mig med forskellige udformninger af urtebedene i mine forskellige haver. I det tidlige forår kan jeg næsten ikke vente med at få gang i frøene, men af uforklarlige årsager ender det næsten altid med at jeg bare får kastet nogle frø i rækker, og glemmer alt om mærkepinde - og om hvormeget de forskellige planter kommer til at fylde. Kort sagt - lidt sjusket og med et resultat derefter. Lige bortset fra mit ærtebed i år, som var lige til UG. Det syntes sommerfuglene øjensynligt også, for aldrig har jeg haft så mange orm i ærterne...

Men som sagt, så har jeg øje for andres urtehaver, og i Frankrig fik jeg samlet en håndfuld billeder af nogle meget forskellige urterhaver både i by og på land.

Byhaven har jeg vist før, men den er så karakteristisk for franske haver at den også må med her:


I landsbyerne er pladsen ofte trang og jorden stenet og rå, men det er åbenbart ingen hindring for at dyrke både jordbær, asparges og tomater til eget brug som her i Magny:


I udkanten af en anden landsby fandt vi en stor og øjensynligt meget gammel køkkenhave, hvor nogle af de krogede frugtræer gennem mange år var trimmede og beskåret til lave, men usædvanligt rigtbærende dværgvækster:










Ud mod vejen var der blevet plads til lidt pynt i form af en række ældgamle, tykmavede Hibiscus:


På en travetur ud af de små biveje var et jordstykke som dette ikke noget særsyn. At tænke sig at gå og luge radisebedet med sådan en udsigt til vinmarkerne:



Efter en dagstur til Chalon valgte vi at finde små, alternative veje 'hjemover' til Magny, en noget krøllet og tidskrævende løsning der førte os helt op på øverste etage. En lille by lå og puttede sig ind under klippeskrænten, og på noget der mindede om en smal hylde lå husene så - med haver i flere etager lodret nedenunder. Selv hér fandt jeg en urtehave, hvilket billedet desværre ikke tydligt gengiver:





Når jeg ser på alle disse billeder i dag får jeg en ubændig lyst til at ændre radikalt på min egen hjemlige urtegård, men det er trods alt nemmere og mere overskueligt at dyrke radiser og ærter i mine fine højbede. Så det forbliver nok ved drømmen..
2011-08-15T07:22:32.886+02:00

Magiske markedsdage

Noget af det hyggeligste, man kan foretage sig på en feriedag i frankrig, er at finde et lokalt marked. I år kørte vi til en mindre by syd for Beaune - Chagny - som har deres store markedsdag søndag morgen. Allerede i udkanten af byen kunne vi fornemme at dette var et tilløbsstykke, det var ingen nem sag at finde en parkeringsplads.

Alle gader og stræder var proppet med stadepladser og alskens varer blev udbudt: Frugt og grønt fra lokale avlere, blomster, honning, håndsnedkerede stole, slagtervarer, ost, kurve, sko, tasker, tøj, tøj og atter tøj.

Jeg fik ikke taget billeder denne dag, der var så proppet med mennesker allevegne, men jeg har et par fotos fra sidste års ferie, som jeg tillader mig at bruge:



Det var også i Bergerac i 2010, at jeg for første gang vovede at kaste mig ud i en handel. Mit fransk er meget mangelfuldt og især kløjs jeg temmelig meget i talordene, men det lykkedes mig da dengang at købe ind til en pragtfuld frokost: tomater, blommer, brød og en skøn grillstegt kylling.

I år nøjedes vi med at kigge på dette mylder af lokale, som helt tydeligt nød den ugentlige indkøbstur, og som klart vidste hvilke mærkelige pølser og mistænkeligt udseende gedeoste det var værd at bringe med hjem. Og at dømme efter antallet af "grillkylling-stader" - og det i vore øjne vanvittige antal roterende kyllinger - så har de nok også allesammen hjembragt en saftig, fedtdryppende steg til søndagsfrokosten. Det kan nu også varmt anbefales!

Fra sidste års ferie mindedes vi kæmpeskinkerne, som blev stegt over bål i en tilsvarende, lille by i Bordeauxområdet. Da var vi tilfældigvis tilstede en søndag hvor indbyggerne skulle holde fællesspisning (vistnok en middelalderfest), og aftenens skinker hang svedende på rad og række allerede fra formiddagen:



Her i Chagny ærgrede vi os lidt over at vi havde gjort vores indkøb i supermarkedet dagen før, men en fadøl i en solstribe på en fortovscafé skulle ikke undværes. Her nyder Lars sin plads i solen i Bergerac, 2010.


2011-08-25T07:00:09.678+02:00

Canal de Bourgogne

På en formiddagstur gennem vinmarkerne, op gennem de skovrige højder og ned i dalen på den anden side, kørte vi længe langs Canal de Bourgogne. Kanalen er i sin tid (med begyndelse i 1490) anlagt som transportvej gennem ellers uvejsomt terræn, og forbinder floderne Yonne og Sâone. Et imponerende arbejde, idet højdeforskel og strømforhold har nødvendiggjort et utal af sluser på den ialt 242 km lange strækning.

I en lille by gør vi holdt for at studere slusestationen nærmere. 3 ansatte ankommer på scootere for at gøre klar til at sluse en pram igennem. Mens vi venter er der tid til at nyde franskmændenes allestedsnærværende blomsterudsmykninger.



Selve slusestationen er en ydmyg bygning, men arealet foran er velholdt og selvfølgelig er der anlagt fine bede - her med store sommerfuglebuske



Langt om længe dukker den ventede pram op. Det er en smuk gammel turbåd, som tydeligvist er bygget netop til denne kanal og slusekammerets bredde. Amerikanske turister stiger ombord med deres udlejningscykler, og andre går i land for at cykle videre ad grusstien, som løber parallelt med kanalen.

Det er også muligt at leje en familiebåd og bruge ferien på at tøffe stille og roligt hele vejen fra Yonne i nord til Sâone i syd, men det kræver vist et roligt temperament og masser af tålmodighed ved sluserne!




En mindre flod løber gennem området modsat slusehuset, og her knokler en gartner med at fjerne nogle træer, som ser ud til at være væltet i en storm. Da vi kommer på tæt hold, kan vi se at træerne her er fuldstændig tilgroede med Mistelten. Mon det er årsagen til at træerne knækker som tændstikker?



 Gartnerens trillebør venter pænt - som har den stået her det sidste halve århundrede:



2011-08-27T07:52:17.910+02:00

Franske blomsterorgier

Noget der altid overvælder mig i Frankrig er de fantastiske blomsterarrangementer, man gang på gang støder på de mest uventede steder: En rundkørsel, et gadehjørne, en rasteplads, langs hovedvejen gennem selv den mest nedslidte og tilsyneladende mennesketomme by.

Desværre er det jo ofte mens man kører, at de mest fascinerende bede og anlæg dukker op, og så får man aldrig fotograferet. Jeg er heller ikke vild med at hive kameraet frem ustandseligt, når jeg slentrer en hyggetur med min kæreste i hånden. Derfor er det ikke mange billeder jeg kan finde i feriealbummet, men her er da en lille håndfuld:

I Bourgognebyen Chalon (den vender jeg tilbage til) er flodbredden pyntet helt overdådigt i 2010


Her er vi i den Engelske Park i Vesoul. Bemærk især de stærke komplementærfarver, dem kunne vi godt lære at bruge lidt mere herhjemme. Den varmt orange frøkenhat var helt uimodståelig:





Her er det en privat have på et borgområde i Bordeaux ved Girondefloden i 2010



En privat have på et meget trafikeret hjørne kan da også gøres til et blikfang:



Byen Beaune i Bourgogne har taget konsekvensen af en meget hektisk trafik - både den tiltagende turisme og det faktum, at byen er et trafikalt knudepunkt - og har allerede for mange år siden anlagt en ensrettet ringvej omkring den gamle bydel. Her er 2-3 spor og hele vejen rundt er anlagt små og større parkeringsanlæg. De fleste er markeret af en blomsterhelle som denne ved Place Republique:



I gården til en offentlig bygning, også i Beaune, nyder vi dette smukke bed:



Hjemme igen har vi snakket meget om disse smukke, spændende og farverige bede. Lars er vild med farverigdommen, men det passer jo ikke så godt ind i vores naturhave, så indtil nu har vi holdt os til en lidt mere afdæmpet farveskala.

Så var det vi kom til at kigge en ekstra gang på det hævede bed i vores - ellers ret stramme - forhave. Etableret allerede i 2008 midt i den daværende snollede græsplæne, omkring min medbragte japanske løn og med en kassefuld frøformerede Katteurt som bunddække. Senere, da vi havde lagt ny indkørsel, udskiftet græsset med fliser og skærver og bygget 2 hævede bede af lærk, udvidede vi med en kant af Vinterglans og en del tulipaner.



Ganske pænt det meste af året, men lidt kedeligt når Katteurten (som spreder sine frø lidt for voldsomt) har overstået sin hovedblomstring hen på sommeren. Her mellem fliser og skærver kunne det måske være på sin plads med lidt flere farver?


En hel lørdag hev jeg ukrudt og katteurtplanter op både i og udenfor kassen, og allerede dét pyntede. Jorden her, som er den oprindelige sandjord blandet op med kommunekompost, er blevet rigtig lækker og lige til at plante i.

Nu har vi plantet en 'grundstamme' af stauder: Hjortetrøst, Alunrod, Purpursolhat 'Merinque', Skønhedsøje og et par dagliljer. Ideen er så at tilføre sommerblomster i juni, når tulipanerne er afblomstrede. Det giver mulighed for at ændre udtryk og farvevalg fra år til år.


Jeg glæder mig allerede til at udvælge hvilke sommerblomster, jeg skal så til foråret!

2011-08-28T14:25:10.799+02:00

Chalon sur Sâone

Floden Sâone løber gennem Bourgogne i nord-sydgående retning, og har helt sikkert været en vigtig færdselsåre gennem århundreder. Der sejles stadig en del fragt med de karakteristiske, flade sorte pramme, men i dag er det overvejende lystsejlere og turistbåde der gør brug af den smukke vandvej.

Chalon ligger direkte til flodbredden, og i 2010 overværede vi en stor flodcruisers ankomst til byen


Her, hvor den ekstremt lange flodbåd lagde til, er floden bred og deler sig med to øer mellem byen og den modsatte bred. På den største af øerne, Saint-Laurent, ligger byens hospital, et boligområde og en hel restaurationsgade. Øen er forbundet med omverdenen med ikke mindre end 3 broer, og ved den ene er der anlagt en mindre lystbådehavn.

I 2010 havde vi en overnatning i byen - en herlig varm sommereftermiddag, hvor vi krydsede alle de små broer og fandt frem til restauration La Bourgogne på Saint-Laurent. En skøn middag på fortovet og en herlig slentretur tilbage til hotellet gennem den lune sommernat.

'Vores' hotel St. Jean ligger tæt ved flodbredden og er både gammelt, slidt og charmerende. Ejeren, Madame Sylvie, er en gæstfri ældre dame, der behersker et forståeligt engelsk og gerne er behjælpelig med bordreservationer etc.






 I år kørte vi så de 40 km fra feriehuset for at se lidt mere på selve byen Chalon, men desværre var vi ikke lige så heldige med vejret. Vi parkerede på Saint-Laurent og fandt en nogenlunde tør bænk med udsigt over floden, så vi kunne spise vores medbragte mad.


Solen kom frem igen, og vi gik over broen og gennem gågaderne frem til kirkepladsen. Som sædvanlig havde vi glemt alt om den obligatoriske middagslukning, men cafeer var der nok af på pladsen, og et glas kold fadøl kan man altid nyde.



Iøvrigt en flot plads, med mange velbevarede gamle huse, men lidt synd at cafeernes opdækning og parasoller skjuler de charmerende butiksfacader, som der tydeligvis er gjort meget for at vedligeholde.



Efter en lille rundgang i den smukt restaurerede - men noget dominerende - kirke, vender vi tilbage til bilen. Det er helt sikker ikke sidste gang vi er her, for byen rummer mange gode indtryk og er et godt udgangspunkt for seværdighederne i Bourgogne.

2011-08-30T07:53:48.236+02:00

Drømmen om et fransk Chateaux

Hvem kan ikke drømme om et lille eksklusivt fransk chateaux at trække sig tilbage til, når verden går én imod og den danske sommer kun byder på regn og rusk?

På vores alt for korte ferier i Frankrig er det begrænset, hvor mange seværdigheder der bliver tid til, så det er ikke noget vi lægger store planer om. Derimod er vi gode til at stoppe op, når vores vej mere eller mindre tilfældigt fører forbi en spændende borg eller et smukt slot, og så giver vi os tid til fordybelse på stedet.

De imponerende gamle bygninger, fornemmelsen af fordums storhed, fine haveanlæg og gammelt interiør er berigende. Tilmed får man ofte en utrolig udsigt med i 'købet', da især de gamle fæstninger blev bygget på spektakulære bjergtoppe. Her er et lille udpluk af nogle af de steder vi har været:

Chateaux Pommard ligger lige uden for byen Beaune i Bourgogne. Det er her vores have-vintønde stammer fra. I den tilhørende lille, lukkede slotshave nød vi vores frokost i sommer:





Uden for Bergerac, Bordeauxområdet, ligger vinslottet Monbazillac, som bliver drevet af et cooperativ af egnens vinbønder. Vi var indenfor og nød den meget smukke og enkle indretning og det lille vinmuseum i de gamle vinkældre. Monbazillacvinene er helt specielle, ravgule og sødmefyldte i en grad, så de egner sig bedst som dessertvin.




Et gammelt fæstningsværk lå direkte ned til Seinen i det vestlige frankrig, jeg har desværre glemt navnet. Her faldt jeg fuldstændig for denne smukke "havelåge"


Bygningen var kæmpestor, men meget enkelt indrettet. Her ses den rummelige hall:


Le Rochepot i Bourgogne var en stor oplevelse. Slottet er i privateje, men bruges kun som museum. Her skulle man gå over vindebroen og banke på porten for at blive lukket ind. Der var obligatorisk rundvisning af en sød, men meget hurtigtsnakkende, fransk pige, og det var ikke tilladt at fotografere indendørs i de meget detaljeret indrettede gemakker. Bemærk den smukke have i den lukkede gård.




Men så er der jo også alle de små og mellemstore chateaux'er ude i vinlandsbyerne, hvor driftige og travle vinbønder lever og bor. Der findes mange gamle slotte som dette i Aloxe Corton:



Og så er der de unge, stræbsomme vinfolk, som kan finde på at bygge deres nye hus således - i et område der mest af alt ligner et helt almindeligt villakvarter:


2011-09-01T07:44:11.029+02:00

Giverny og Monet's have

Den største haveoplevelse jeg endnu har fået i Frankrig er unægteligt Monet's have i Giverny, som vi besøgte i 2009. Et absolut seværdigt sted for haveentusiaster, men desværre også overrendt af ufatteligt mange turister fra hele verden, hvilket gør det lidt svært at fordybe sig - og at tage gode billeder!

Vi havde valgt at bo i den lille by Giverny, hvor jeg var heldig at finde et hyggeligt lille feriehus gennem Giverny's hjemmeside. De 4 dage vi havde booket var faktisk for lidt, for området er spændende og den nærliggende, større by Vernon (hvorfra der kun er 1 time til Paris med direkte tog) er også værd at besøge. Selve Giverny er kun en flække med én lang gade, men rummer mange smukke gamle huse, flotte haver (selvfølgelig inspireret af Monets), en håndfuld restauranter, et par souvenierbutikker - og så, naturligvis, Monet's hus og have.

Blomsterhavens kulørte bede med klatreroser på pergolaer, mængder af solsikker og de legendariske tallerkensmækkere er en oplevelse, men mest overraskende var den ro og skønhed, der præger havens nyeste del, som ligger på den anden side af landevejen. Det er her Monet fik lov at ændre på den lille flod, som løber gennem byen, så han fik sine egne vandløb og den store sø, der er så kendt fra alle hans "åkandemalerier".

De store, gamle piletræer, de små skovpartier omkring vandløbene, de smukke åkander og maleriske broer giver tilsammen en så idyllisk stemning, at man føler trang til at meditere. Det er bare lidt vanskeligt med 200 japanske fotograferende turister omkring sig...

Her er nogle få fotos fra haven:





Monet's hus med de grønne skodder er et kapitel for sig, og jeg er vildt forelsket i dette helt unikke og vanvittigt farverige hjem, som i dag står fuldstændigt som da Claude Monet boede der med sin familie. En fantastisk stemning og utrolig smukt både ude og inde.

Her ses det hus, som Monet selv fik bygget:


Og her er det oprindelige hus, som familien beboede i begyndelsen, og som senere blev brugt som atelier indtil Monet lod bygge et helt moderne atelier, som i dag bliver anvendt til udstilling og butik.


2011-09-06T16:41:50.294+02:00

Logis de France"

Når man vælger selv at køre til Frankrig, er der en uendelighed af overnatningsmuligheder at vælge imellem, også hvis man ikke er campist. Selv i de mindste byer kan man finde et hotel eller to, og priserne er overkommelige. Jeg har da også tidligere holdt en del ferier dernede uden forudgående planlægning, men Lars og jeg blev hurtigt enige om at ferien er for kort til at vi gider bruge tid på at finde logi hver aften.

Det første år, vi rejste sammen, bestilte vi gennem FDM en hotellejliged for tre nætter, i en lille by i Alsace. Det var også udmærket, men vi savnede en udendørs siddeplads. Desværre savnede vi også kameraet, der valgte at gå i sort allerede første feriedag...

Året efter planlagde vi at se Monet's have, og bestemte os derfor for en slags 'bed and breakfast' for 4 nætter i Giverny. Det var et lille hus med 2 lejligheder og have, som vi fandt på en lokal hjemmeside hvor der var en del at vælge mellem. Det var et meget charmerende sted, en sød og imødekommende udlejer, som havde fyldt køleskabet op og bestilt levering af 2 friske baguetter hver morgen. Super! Eneste ulempe: nabohusene tog aftensolen..






Tredje år blev vi mere modige, vi havde for første gang 3 ugers ferie og planlagde at køre længere sydpå. På FDM's hjemmeside fandt jeg en side, hvor private (danskere) kan udleje deres feriebolig i hele Europa, og valget faldt på et lille hus i Bergerac i det sydvestlige frankrig. For 2.000 kr fik vi hus og have i en uge 3 km fra centrum af byen, som viste sig at være både spændende og charmerende.



Ydermere havde vi en uge med høj sol og mellem 30-37 grader, så vi nød terrassen i fulde drag til langt ud på aftenen.
I år havde vi kun 2 ugers ferie og bestemte os derfor for at 'nøjes' med Bourgogneområdet for at spare tid på kørsel, men dette område er til gengæld noget dyrere. Udlejningshuset, vi fandt på nettet (http://www.homeaway.dk/), kostede godt 4.000 kr for en uge. Der var god plads indendøre, hyggelig indretning og dejligt stort badeværelse, men vi foretrækker jo at være ude i lyset og havde set frem til en have og temperaturer som året før. Lidt skuffende var der nu max 20 grader og haven var et indhegnet frimærker 'over gården'. Vi foretrak den bittelille veranda og hyggede os endda...




Vi har helt sikkert mod på at forsøge os med en forhåndsbooking også næste år, for det er klart mere afslappende for os at ha' mulighed for bare at være os selv. Det er herligt at gå på torvet eller i supermarkedet og købe lidt mad og vin (også til at tage med hjem),? og så har vi den lille kuglegrill med i bagagerummet. 

Derimod nyder vi at arrangere et par ekstra gode hotelovernatninger på udturen, som vi gerne bruger 3 dage på. På den måde strækker vi ferien til 10-12 dage. Når bilen først vender snuden mod nord kniber det mere med tålmodigheden - så tager vi gerne 2 lange køredage for at komme hjem til Resenbro.

2012-07-23T07:14:21.814+02:00

Ved Rhinen

Det ustadige vejr med regn og rusk gjorde os så utålmodige efter at komme væk fra lille Danmark at vi besluttede at starte ferien en dag før planlagt. En hurtig hotelbooking blev indskudt, kufferterne pakket og haven gjort ferieklar - og endelig kunne vi starte bilen og køre sydpå.

Den første dag på motorvejen gennem Tyskland gik upåklageligt glat, trafikken gled let og uden problemer og med nogle få bygers undtagelse var vejret fint til picnic med madpakke og kaffe på rastepladserne. Kl. 18.00 holdt vi ved vores sædvanlige første stop, motorvejshotellet i Bruchsal, 926 km hjemmefra - en passende dagstur for os to gamle, som gerne vil nyde turen i ro og mag. Tid til at nyde en øl på cafeteriets terrasse, derefter et let måltid samme sted, en kop kaffe og tid til at hvile lidt med et ugeblad.

Morgenmad kl. 6.30 og derefter videre sydpå med hektisk morgentrafik over Karlsruhe og diverse vejarbejder. Missede af den grund afkørslen ved Rastatt, så det blev en noget sydligere Rhinovergang vi holdt ind ved, for at give os tid til at kigge nærmere på Rhinens imponerende slusesystem.


I Alsace drejede vi fra ved vinbyen Ribeauvillé for at tage en pause og spise resten af den medbragte mad. Middelalderbyen er smuk, velholdt og overordentlig velbesøgt, så vi fandt en parkeringsplads med udsigt til borge og vinmarker og stiforbindelse til den gamle bydel.





For Lars er markiser en del af professionen, så vi måtte jo lige ha' et billede med af denne originale og meget smukke model:?


Efter en hyggelig byvandring i lunt og dejligt vejr trak skyerne sammen og vi returnerede til motorvejen for at tage det sidste stykke til Colmar, hvor jeg havde fundet et hotel for natten.


2012-07-25T14:55:37.453+02:00

Det lille Venedig i Colmar

Vores 'indskudte' ekstra feriedag valgte jeg at henlægge til Colmar i det sydlige Alsace. Vi besøgte byen sammen på vores første frankrigsrejse en kold septemberdag, så jeg ville gerne give os chancen for at opleve byens pittoreske charme i solskin.

Kl. 14.00 ankom vi til hotel Turenne lige i udkanten af centrum, fik bilen i garage og installeret os på de udmærkede værelse jeg havde booket hjemmefra med kort varsel. Herfra kunne vi kort efter slentre ned til kvarteret Petit Venise med kanalerne og de smalle butiksgader. Absolut pittoresk og romantisk - men aldeles overfyldt med turister fra hele verden.


Vi bestemmer os for en fortorvscafe i nærheden af kanalen, og med en fadøl og et glas Alsacevin følger vi det hektiske turistliv. Her er mange smukke gamle huse, cafeer og restauranter i hobetal, små butikker med alt i vin, keramik og glas, delikatesser og viskestykker med storkemotiver. Og storken får vi da også set på katedralens tag.






Vi traver byen igennem på kryds og tværs og slår os så til sidst ned på en lille, billig fortorvscafe hvor Lars har bemærket at Pizzaerne ser gode ud. I Alsace laver de også deres egen form for pizza - Tarte Flambée - som jeg synes vi skal prøve, og vi gennemgår menukortet. Lars spørger mig om de også har en lukket pizza, og sprogkyndig som jeg selv mener jeg er svarer jeg bekræftende. En 'Fermeriere' med skinke og løg og en 'Chevre' med bacon og gedeost bliver bestilt.

Fermer betyder "at lukke". Ferme betyder "bondegård" - og vi får serveret to ultratynde, sprøde pandekager med sparsomt men velsmagende fyld. Som et plaster på såret får Lars et stykke rabarberkage til dessert, og dér er til gengæld ikke sparet på fyldet!




2012-07-25T15:48:09.989+02:00

Seurre ved 'le Comptoise'

Fra Colmar har vi omkring 185 km til næste planlagte stop, så vi tager den med ro på turen sydpå. Temperaturen ligger omkring 22 grader, og det viser sig desværre at A/C anlægget i bilen ikke virker - til trods for at mekanikeren hjemme netop har gået det efter før turen. Øv! Der er en del trafik på 'Le Comptoise' motorvejen og mange mennesker på rastepladserne, men vi finder da et ok sted at drikke formiddagskaffen.

Mens vi kører videre finder jeg frem til en passende by at holde middagspause i, for madkassen er tom. Seurre ligger ved floden Saône ret tæt på motorvejen og ligeså tæt på en alternativ hovedvej mod Chagny, hvor vi skal til. Det viser sig at være en meget stille by med en usædvanligt velpasset flodbred og en lille havn med nogle lystbåde og et krydstogtskib, hvor vi parkerer. Herfra er en kort spadseretur op i byen, men alt virker lukket her i middagsstunden. Kun en lille snask på et gadehjørne har gæster på fortorvet, og vi slår os ned efter at have kigget lidt på menuskiltet (af den slags man kalder et "sandwichskilt"). Sandwich til 3 euro lød overkommeligt.








Caféejeren dukker op, jeg bestiller sandwich, øl og vin. Han giver os et fedtet menukort, peger og rabler en masse fransk af sig. Desværre, ingen af retterne på "sandwichskiltet" kan fås i dag, men vi kan få en assiette med charcuteri, salat og brød med smeltet ost. 8 euro. Eller en burger til samme pris?

Vi vælger charcuterierne og får hver et kæmpe brædt med masser af salat, lækker skinke, pølse, andepostej og paté - plus en hel, flækket baguette med 3 cm smeltet og grillet ost. Smager glimrende, men er alt for dyrt og alt for meget midt på dagen.

På den tiltrængte spadseretur tilbage til bilen funderer vi lidt over, hvorfor det ikke var muligt at lave en sandwich af baguette og pålæg? Turister bliver altid snydt, men pyt - når bare man sørger for at blive så lidt snydt som muligt!

Kl. 14.00 ankommer vi til Château de Bellecroix, som vi længe har set frem til som højdepunktet på rejsen. Et fint restaureret lille slot i en stor park, terrasser med hvide havemøbler, svømmepøl, fin restaurant. Desværre er det begyndt at regne, da vi bliver vist op til vores (ydmyge, men knapt så dyre) værelse under taget på anden etage...



2012-07-26T15:45:03.346+02:00

Château de Bellecroix, Chagny

Hotellet rummer 20 værelser, og nogle er i den virkeligt dyre ende af skalaen, men hjemmefra har jeg booket det billigste, som absolut er glimrende til vores behov. Eneste minus viser sig at være låsen i døren! Da vi efter et kort hvil bliver enige om at trodse den stille regn og gå en tur omkring slottet er døren låst - og nøglen sidder udvendig. Jeg må ringe damen i receptionen op, og hun låser os lidt hovedrystende ud af værelset. Lidt dum og ikke særligt betryggende situation, så vi er derefter meget omhyggelige med at have nøglen i låsen - fra den rigtige side...




Mens vi inspicerer slottet udefra i den lune regn ankommer en lind strøm af turister. Der ser ud til at blive fyldt op, og vi er spændte på hvad aftenen bringer. Vi har fået udleveret menu- og vinkort med besked om at middagen skal bestilles før kl. 18.00, så vi hygger os med udvælgelsen over et lille glas på værelset.





Omklædt i vores fineste (bryllups)tøj bliver vi modtaget i restauranten kl. 19.30 og vist hen til et smukt dækket bord i det fjerneste hjørne. Herfra har vi fin udsigt til hele den imponerende sal med dens høje, udskårne egepaneler, særprægede lysekroner, gamle malerier og fine antikke møbler. Tjenerstaben er dygtigt om sig, vores Cremant de Bourgogne står afkølet og parat og bliver præsenteret og åbnet ved bordet efter alle kunstens regler. Små lækkerier, brød og smør er sat frem.

Vi får serveret en lille appetitvækker sammen med det første glas Cremant: puré af små friske ærter med fløde/kaviartop. Forretten er hjemmerøget laks flot anrettet på rød salat. Den friske, boblende Cremant passer forrygende til.

Hovedretten er en slags stuvning med and og kartofler arranget med et helt - meget mørt og saftigt - andelår og lidt røde bær, og vi har bestilt en halv flaske 1'er cru Bourgogne 2008 til. Den skuffer absolut ikke.

Ind kommer nu en lille tallerken med 3 superlækre oste uden dikkedarer, og vi er ved at være virkeligt mætte.

Lars' dessertanretning er virkelig flot: 3 forskellige sorbet'er pyntet med 3 slags sauce. Ærgerligt, at kameraet ikke var med til bords! Jeg havde valgt en dessert med chokolade i flere variationer, og den skuffede bestemt heller ikke.

Oven på dette kæmpemåltid er det nødvendigt med en kop kaffe, og tjeneren kommer fluks med 2 miniaturekopper espresso samt en mærkværdig men yderst dekorativ skåleanretning med et udvalg af sukkersager.

Det sidste boblevand får vi lov at tage med udendørs, hvor natten er lun og regnen stilnet af.

Hvis du har fået lyst til at se mere om slottet: Chateau Bellecroix



2012-07-27T08:00:12.339+02:00

Route du Soleil

Efter en glimrende morgenmadsbuffet pakker vi bilen og søger tilbage til motorvejen (men glemmer at kigge på kortet først, så det bliver noget af en omvej). Der er ca. 350 km til Uchaux, så vi har god tid da vi først kan overtage huset kl. 16.00. Planen er da også, at vi vil finde et supermarked i den nærmeste by på vejen dertil, for at handle ind til weekenden.

Trængslen på motorvejen overrasker os, normalt er de franske motorveje (og især betalingsstrækningerne) meget fredelige, men i dag er det som om hele Europa er for sydgående. Et par rastepladser må vi forlade igen straks, da alt er overfyldt og der er lange køer ved toiletterne. Én gang kører vi ind på en vanvittigt stor rasteplads med 3-4 restauranter, Burgerking, kiosker og m.m. - men der holder biler alle mulige og umulige vegne, folk står i en nok 20m kø for at købe fastfood. Vi flygter derfra, videre fremad med sneglefart i den tætte trafik.



Frokosten består af et par chokoladekiks, et æble og det sidste stykke medbragt danboost. Heldigvis har vi fyldt vandflaskerne op om morgenen, og de holder sig fint kølige i den elektriske kølekasse. Termokanden er også fyldt op med kogende vand til en kop Nescafé, så vi lider ingen nød. Værst er varmen (jeg sender grumme tanker til min mekaniker derhjemme) når trafikken går i stå.

Klokken nærmer sig 14 da vi forlader motorvejen Route de Soleil og drejer fra ved Bolléne - for at holde i kø i 20 min for at betale vejafgiften. Herfra har vi heldigvis en grundig beskrivelse af de sidste 10 km, og vi finder huset kl. 15.40.

Ejeren, Anne Marie, står og venter på os, venlig og smilende og kun-fransk-talende. Det går fint endda, hun viser mig huset og instruerer i alle installationer. Terrassen er fyldt med blomster, som hun gerne vil have lov at komme og vande et par gange, og så har hun sat en flaske Rosévin i køleskabet til os. Herligt og lige hvad vi trænger til, men vi må først ud og finde en forretning så vi kan få noget ordentligt at spise.

Vi tømmer derfor bilen og kører straks efter mod Rochegude, ca. 6 km, hvor vi efter nogen køren rundt finder en bitte købmand, som faktisk viser sig at være slagter! Kurven bliver hurtigt fyldt med grønt, toastbrød, smør, ost, øl og vin, og slagteren får lov at skære et par superlækre koteletter. Desværre har bageren rundt om hjørnet lukket, så vi får ikke noget frisk brød.




Sjældent har et måltid smagt så godt, som da vi ved 18 tiden sætter os på terrassen under blåregnen. Der er 28 grader og fuld sol, men blæsten er hård med vindstød (ifølge Meteo France) op til 95km/t.

Inden sengetid går jeg dog uden for havelågen for at se på udsigten fra den anden side af den meget smalle vej. Her går solen ned over vinmarker og lave bakker.




2012-07-30T07:05:22.623+02:00

Hviledag i Les Farjons

Søndag er der dømt hviledag, men det blæser stadig temmelig kraftigt og selv om luften er varm og sole skinner tager det lidt af hyggen ved at sidde ude. Formiddagen bliver derfor brugt på et besøg i nærmeste større supermarked i Orange, som er en af de få butikker i området der holder søndagsåbent.

Huset vi bor i ligger i en lille flække, Les Farjon, som dog rummer både en kirke og et gammelt vinslot, som i dag er indrettet som hotel og restaurant. Jeg har hjemmefra læst at der hører en stor park til, så om eftermiddagen bestemmer vi os for at gå en lille tur i omegnen. Slotshotellet holder lukket, og parken er ikke noget større tilløbsstykke, men der er læ for blæsten og skygge for den brændende sol!

Da alt hernede er tørt som Sahara har vi fået at vide, at al 'barbecue' er forbudt, så vi må nøjes med at grydestege de kyllingestykker vi fandt i supermarkedet. Det er nu heller ikke så ringe med en god, frisk salat, baguette og diverse oste. I haven plukker jeg et par næsten modne abrikoser, og de smager forrygende.

Chateau Marsellan


Les Farjons



Kaktus i en nabohave

2012-08-05T07:47:30.719+02:00

Avignon

Mandag morgen blæser det stadig kraftigt, men vi har bestemt os for at køre de 40 km sydpå til pavernes by, Avignon.  Den korteste rute går tværs igennem Orange, som viser sig at være overordentlig befærdet, og da vi nærmer os den gamle bydel i Avignon bliver trafikken ikke mindre kaotisk. Jeg husker byen fra et kort besøg i 1994, da al bilkørsel stoppede uden for bymuren, men nu leder skiltene mod pavepaladset os ind i en kæmpemæssig snørklet parkeringskælder, hvor det lykkes os at finde en af de sidste ledigige pladser på 3. etage under jorden.

Elevatoren fører direkte op til den enorme plads foran 'Palais du Pape'. Herfra trækker jeg Lars med gennem de smalle butiksgader, som i min erindring er smukke og fredfyldte, men idag forekommer snuskede og særdeles overfyldte med turisme og turister. Det vrimler med boder, cafeer, gøglere, sigøjnere og plattenslagere.




Vi søger ud til bymuren og Rhone floden og finder Pont d'Avignon, den halve bro fra oldtiden, som det aldrig er lykkedes at bygge op igen.



Tilbage ved paladset forcerer vi menneskemængden og følger den brede trappe op til toppen. Her viser sig at være en fin park (selvfølgelig med iscafé og souvenirbutik) og en fantastisk udsigt over det omkringliggende landskab.






Selve paladset opgiver vi at se, for varmen er nu påtrængende og køen ved billetsalget uoverskuelig. Tanken om den skyggefulde terrasse ved huset i Les Farjons er mere tillokkende.



2012-08-07T06:42:01.938+02:00

Markedsdag

Ingen Frankrigstur uden marked! Der er nemlig ikke noget mere fransk end sådan en tidlig formiddag i en mindre by, hvor boderne står side om side gennem samtlige gader og stræder. Til trods for at området Vaucluse kan prale af at have mindst ét marked hver eneste ugedag valfarter både turister og lokale til de store formiddagsmarkeder, og man skal stå tidligt op for at finde en parkeringsplads.

Vi valgte tirsdagsmarkedet i Vaison la Romaine og startede den 30 km lange og flotte køretur ved 8-tiden. Byen er anlagt i romertiden, og skulle være et besøg værd i sig selv, men jeg må indrømme at med det leben der er i forbindelse med en markedsdag er det ganske umuligt at se på bygningsværker og andre seværdigheder. Her er det udelukkende handel, det gælder!

Det er også komplet umuligt at fotografere i de tætpakkede gader, så det blev kun til nogle få stemningsbilleder. Til gengæld fik jeg købt et par flettede tasker, en Provencedug og en fin keramikkande, og selvfølgelig også lidt grønsager til aftensmaden. Ærgerligt, at det er så begrænset hvad man kan nå at spise i løbet af de få feriedage, for der er usandsynligt mange spændende og fristende lækkerier af både sødt og sundt.



Dynger af hvidløg set fra en caféstol



På hjemvejen holdt vi ind ved en lille, stille bjergby - Seguret - og spiste vores medbragte mad under et skyggefuldt træ. Bagefter - i den hede middagsstund - slæbte vi os op gennem de smukke, smalle og oldgamle brolagte gader og blev belønnet med den flotteste udsigt.


Endnu et fantastisk, gammelt hus - og en Nerie



2012-08-13T20:57:59.954+02:00

Det antikke teater i Orange

Onsdag lover Meteo France vindstille og op til 36 grader hen på dagen, og vi har planlagt en tur til Orange for at se nærmere på byen og det gamle, romerske teater. Der er ikke meget over 10km til Orange, men vi opdagede mandag at trafikken er tæt, så vi drager tidligt afsted for ikke at holde i kø hele formiddagen. Det går også fint med at finde den store parkeringsplads nær teatret, nu er det bare med at finde ud af i hvilken retning vi skal gå? Der er mærkeligt nok ingen skilte, der viser vej.

Lige bagved parkeringspladsen rejser en bakketop sig, og det skal vise sig at netop dette højdedrag har været grundlaget, da teatret for et par tusinde år siden blev bygget. De kæmpemæssige sandsten er hugget ud af bakken, og på afstand ses det tydeligt at byggeriet nærmest vokser ud derfra.




Endnu engang må vi undre os dybt over oldtidens kæmpebyggerier, for vi begriber ganske enkelt ikke hvordan det har kunnet lade sig gøre - helt uden alle de hjælpemidler, som vi i dag anser for aldeles nødvendige.

Det åbne teater bruges den dag i dag til både teaterforestillinger og koncerter. Denne dag var scenen (som dog er ombygget i nyere tid) klargjort til en forestilling, og i 'orkestergraven' stod nodestativerne parate - med en tøjklemme i hver - til et større orkester. Desværre havde jeg ikke forudset, at kameraet var ved at løbe tør for strøm, så det blev kun til nogle få billeder...




Varmen kom snigende og vi gik lidt gennem gaderne på må og få for at finde en hyggelig café, men endte alligevel på den store plads overfor teatret. En kold øl i skyggen var tiltrængt. Madpakken blev efterfølgende spist siddende på bilens bagsmæk før vi kørte hjemad.
2012-08-14T07:26:41.209+02:00

Lavendelmarker

Det skal ikke være nogen hemmelighed at både Lars og jeg er ret glade for et godt glas rødvin - og helst den franske, så vidt økonomien tillader det!

I vinter besøgte vi hjemme i Silkeborg en vingrossist, som også har åbent for detailsalg. Spændende vine fra hele verden, og en frisk ung mand som ikke er bange for at lukke en flaske op så vi kan smage på varerne. Vi blev meget begejstrede for en Rhonevin fra Valreas, godtnok alt for dyr men med et fornuftigt afslag ved køb af en kasse...

Denne vin valgte vi naturligvis til vores bryllupsfest, og den er stadig dejlig, men hvad vi ikke vidste da vi købte den var, at byen Valreas faktisk ligger kun 30 km fra vores lejede feriehus. Torsdag vælger vi derfor at se byen og området, som ligger lidt oppe i forbjergene til Mont Ventoux. Måske kan vi finde et sted at købe lokal vin?

Vi havde nok forestillet os noget med landlig idyl og vindbonder, og bliver derfor lidt overraskede over at komme til en pulserende, tætbebygget og trafikalt meget livlig by. Da vi ikke aner hvad der er værd at se hér, finder vi en parkeringsplads ved en indre ringvej. Jeg har fået øje på et skilt mod "den gamle bydel", og det bliver vores mål.





Et smalt stræde leder os op til en højtliggende kirke, med et smukt kirkerum som desværre ikke lader sig fotografere. Vi går lidt på må og få i den velholdte men absolut ikke prangende bydel. Her er stille og roligt med nogle få lokale butikker og ikke det mindste turistpræget. Vinbutikker ser vi heller ingen af.

Efter en slentretur vender vi tilbage til bilen og begiver os uden for byen, for at se lidt på oplandet. Vi er også sultne og længes efter madpakken, men netop på dét punkt kan Frankrig godt være lidt vanskelig. Man skal være ualmindelig heldig for at finde et skyggefuldt sted at parkere, og bænke må man ofte nøjes med at tænke sig til. Med pegefingeren i kortet dirigerer jeg os mod en lille landsby, som dog kun er en MEGET smal og stejl vej mellem en håndfuld huse. Lykkeligt nede igen deler vejen sig med skilte mod stednavne, som ikke findes på mit kort. Heldigvis er der en nogenlunde grøn græsplæne med et par skyggefulde træer, så vi får åbnet for køletasken.

Bagefter følger vi en smal vej, som på mit kort ser ud til at ende blindt men ikke er skiltet som sådan på stedet. To minutter efter kører vi gennem det smukkeste landskab med abrikostræer, olivenlunde og lavendelmarker. Det var jo her vi skulle have holdt frokostpause!






Hér lykkes det mig også at få et nogenlunde godt foto af en smuk og ukendt sommerfugl


Vejen ender ganske rigtigt blindt, men inden da når vi at se en mark hvor lavendlerne netop er høstet og stakket på den mest dekorative vis. Det var en dejlig afstikker, og vi kørte hjemad mod Les Farjons med fornemmelsen af en rigtig god dag - men desværre uden vinindkøb!