2011-06-14T19:19:13.341+02:00

Mormorhuset

Som enlig var pengene små men drømmene større, så jeg endte med at købe et meget lille, 100 år gammelt hus i en lille landsby uden for Stenlille. Allerede første gang jeg så det var jeg sikker på at her skulle jeg bo resten af mit liv. Haven var lidt forsømt - huset havde stået tomt et års tid - men begge dele var overskuelige, så jeg flyttede glad ind i slutningen af oktober 2000.

De næste 5 år sled jeg med mange gør-det-selv projekter, både ude og inde. Det var ganske enkelt pragtfuldt at få lov til alting selv, ingen indblandinger og gode råd, kun min egen dømmekraft og mine egne kræfter. Huset blev hyggeligt efterhånden, og haven tog form allerede efter den første sommer.

Jo, det var et rigtigt Mormorhus, for kun 2 måneder efter overtagelsen blev jeg mormor til Rebecca. Hvor har vi to haft mange gode stunder sammen i det lille hus og ikke mindst i haven, hvor hendes 4-hjulede plastikhest blev sat i stald om aftenen, naboens høns blev besøgt flere gange om dagen, og hvor vi kunne plukke skovjordbær en stor del af året. Immerbær bærer nemlig frugt lige til frosten for alvor kommer.

Gør-det-selv-kvinden byggede sandkasse og højbede til urtehaven, gravede faskine til tagvandet, byggede havehegn og pergola, malede vinduer og facade, gravede ud til badeværelse og nyt stuegulv, lagde fliser både ude og inde, flettede pilehegn og flyttede grusbunker. Det var nogle herlige år, hold da op hvor havde man energi dengang!


Og så var der jo katten, som var utilnærmelig og sky men gerne tog imod den mad, vi satte til ham. Jeg spurgte Rebecca hvad vi skulle kalde katten. Lang tænkepause, så kom det fra den knapt 2-årige: "Hm, vi kan jo kalde ham Knud?"


2011-06-14T19:19:13.341+02:00

Krudt og ukrudt

En have, der ikke har været passet i et par år, kan byde på mange overraskelser. Både de gode og de mindre sjove. Et godt råd til alle, der overtager en gammel have - forsømt eller ej - er at se tiden an et års tid, før de store indgreb sættes i gang.

Haven i Ostrup viste sig at have mange gode og brugbare elementer: Syrenhækken, som blot skulle tyndes ud og plejes lidt, en stor gammel Hyld med oceaner af hvide, duftende blomster, et krat af hindbær fulde af sommersmag og en stor, forkrøblet men meget frugtbar gul Mirabel skulle helt sikkert bevares. Mere tvivlsomt var det med den temmelig store "urtehave".

Nok havde jeg meget krudt dengang, men der var sandelig også noget ukrudt at kaste sig over! Over 100 kvm havde tidligere været dyrket som køkkenhave, men det første forår dækkede mandshøjt ukrudt det meste. Naboen tilbød venligt at fræse jorden, men vel vidende at en fræser hakker mælkebøtte- og kvikgræsrødder i tusindvis af små, spiredygtige stykker, takkede jeg pænt nej og hentede en greb og en trillebør.

Fra en ende af vendte jeg tålmodigt jorden og sorterede ukrudtet fra med håndkraft. Stykke for stykke blev jordstykket renset, og så vidt muligt straks tilplantet med hvad der nu var for hånden. Ind imellem dukkede gamle stauder op, de blev delt i mange små planter. Urter og sommerblomster havde jeg forspiret i stuevinduerne, de fyldte også lidt. Et stykke blev tilsået med spinat, et andet lagde jeg kartofler i.

Det viste sig at være en ganske rationel måde at komme ukrudtet til livs på. Ukrudtsfrø kan man jo aldrig slippe for, men det flerårige - som mælkebøtter, kvikgræs, tidsler og skvalderkål - er langt mere besværligt. Faktisk var det nok at rive lidt mellem det nyplantede for at holde bedet det første år.

Værre var det med græsplænen, som bestod af 50% mælkebøtter, 20% bellis og ja, det må så blive 30% græs. En hel sommer lå jeg på knæ hver aften og halshuggede mælkebøtter før jeg overgav mig til sprøjtemidlet Toxan. Når man bor på landet, omringet af bondegårde med tvivlsom havepasning, er det nok også den eneste mulighed for at få en grøn plæne.


En del af 'plænen' lod jeg nu stå sommeren over, det var rigtig flot med alle de vilde blomter der dukkede op mellem de vajende græsser. Men noget af et arbejde at klippe det hele i august med en hånddrevet kantklipper...?

(disse fotos er ikke så gode, da jeg kun har papirbilleder fra dengang)


2011-06-14T19:19:13.340+02:00

Yndlingsrosen

Som ved mange andre gamle huse var gårdspladsen også her belagt med perlegrus, kun langs hus og udhus lå en række af store betonfliser. Nede i urtehaven lå tilsvarende fliser, hvor der øjensynligt engang havde været et drivhus. Altså måtte jeg igang med grus og trillebør og alle mine armkræfter. Fliserne blev møjsommeligt flyttet én for én, og det lykkedes mig at få en helt fin, men noget ujævn terrasse ud af det.

Da der ikke var flere fliser supplerede jeg med marksten langs kanterne, og med timian og lavendel plantet indimellem blev den lille gårdsplads efterhånden helt sydlandsk, til trods for at den vendte mod nord og øst. Nu manglede der bare nogle romantiske blomster, og hvad er bedre end en klatrerose? Et par sortmalede stolper, sikkert et levn fra et gammelt hegn, stod stadig som en portal ved udhusvæggen, så jeg købte en New Dawn og plantede den optimistisk her i skyggen.

Nu - 10 år efter - kan jeg slå fast med sikkerhed at New Dawn er en fantastisk klatrerose til den skyggefulde plads. Den groede som besat og måtte både tøjres og beskæres grundigt allerede det første år, men den kvitterede for ulejligheden med et væld af duftende, sartrosa blomster sommeren igennem. I min nuværende have har jeg plantet en tilsvarende i skyggen under de gamle fyrretræer, og selv her på sandjorden står den med smukke, blanke blade og trodser selv den værste vinter.

På billedet her er vi dog stadig i Ostrup:



2011-06-14T19:19:13.341+02:00

Havebænken

Når man bruger så mange timer i haven, som jeg gjorde det første år i Ostrup, så er det nødvendigt med en havebænk! Jeg fandt den i Brugsen, og placeringen var åbenlys: I læ med ryggen mod udhuset og med udsigt over mit tilkæmpede staude- og urtebed.

Haven var per definition en genbrugshave, pengene var som sagt små også dengang, og faktisk var det mest inspirerende dét, at opformere og genbruge planter som allerede var i haven. Mellem tidsler og mælkebøtter fandt jeg jo rester af stauder, som ukuligt groede videre i vildnisset. Med lidt hjælp i form af en ny placering i ukrudtsfri jord tilsat kommunekompost (det vender jeg tilbage til) blomstrede de så at sige op, og de gav både farve og fylde til bedene. Særligt en lille klump Stenurt havde jeg meget glæde af, den blev delt i mange bittesmå stiklinger og plantet langs den smalle flisegang, der delte bedene op. Stenurt er utrolig nem at formere, fandt jeg ud af, den sætter små rødder på stænglerne for på den måde at brede sig. Hvis man deler disse stængler, så hver af dem bare har nogle få rødder, sætter dem i nogenlunde god jord - og selvfølgelig husker at holde dem fugtige de første uger - så vokser de hver især videre som ingenting. Her blomstrer den flittigt langs havegangens højre side:



Som supplement såede jeg almindelig Salvie, Sommerasters, Morgenfrue og Lathyrus. Alle sommerblomster som er hurtige til at blomstre og nemme at få succes med. Et stykke jord blev delt op i mindre, firkantede bede og sået til med radiser, salat, purløg og persille. Her var planen at tømre nogle højbede sammen, når jeg fik tid.

Men der skulle jo også være tid til at sidde på bænken og filosofere og få nye ideér....


2011-06-14T19:19:13.340+02:00

Drivhuset

Det måtte jo komme, drivhuset, for jeg manglede et sted at sidde i haven når vejret ikke lige tillod opdækning under åben himmel. Huset havde ingen vinduer mod haven, og der manglede lys i den lille stue, så jeg regnede længe på muligheden for en udestue. Det lod sig ikke gøre hverken praktisk eller økonomisk, men at få opført et drivhus på 10 kvm var overskueligt.

Alle udplantningsplanterne stod parate da montøren endelig fik rejst huset i starten af juni. Soklen var støbt grundigt, men jeg skulle selv grave græsplænen væk inde i huset og jeg valgte at lægge fliser over det hele med det samme. Det blev da nogenlunde jævnt så de nyindkøbte kapilærkasser kunne placeres langs sydsiden, og et lille havebord og en gammel stol fra loppemarkedet fik plads i et hjørne med udsigt til blomsterhaven.

Hvor har jeg tilbragt mange skønne aftener dér, med min aftensmad, et glas vin og en god bog. Katten Knud kom troligt og lagde sig tilrette i græsset udenfor og ventede på resterne fra de riges bord. Trods den knebne plads var det også - med meget få undtagelser - hér Inga's og mine ugentlige "syaftener" holdt til hele sommerhalvåret. Fra april til oktober blev drivhuset det foretrukne opholdssted.

Planter skulle der nu også være plads til, tomaterne stortrivedes, et figentræ blev plantet direkte i jorden og fyldte snart den ene gavl, liljer i potter duftede himmelsk og en vinranke begyndte at brede sig langs nordsiden. I foråret kunne jeg opformere en hær af sommerblomster og stauder til senere udplantning, og om vinteren kom krukkerne med Hortensia indenfor.

Her er drivhuset nyt og endnu lidt bart:


?og her er udsigten fra siddepladsen:



2011-06-14T19:19:13.339+02:00

De første højbede

Så snart jorden det første forår var renset for det værste ukrudt tilsåede jeg stykke for stykke med urter og blomster. For at holde lidt skik på det hele hævede jeg bedene lidt og trådte jordstier imellem dem. Hurtigt opstod tanken om at lave 'rigtige' højbede, så turen gik snart til byggemarkedet.

Med lidt hjælp fandt jeg trykimprægnerede brædder og stolper og skruer, der passede til. Så var det bare igang med fuchscwans, tommestok, loddebræt og skruemaskine. To brædder i højden og stolpehjørnerne gravet 40cm (et spadestik) i jorden. Sådan - så kunne jeg fylde op med den gode jord, og nu så det hele straks meget mere ordentligt ud!

De gamle, sekskantede fliser, som var efterladt på grunden, lagde jeg i gangene som trædesten. Mulden i Stenlille er fed og det var dejligt at kunne gå tørskoet ud efter persille, selv efter en regnbyge.

Nogle mente nok at mine højbede var noget skæve og at de ikke netop var placeret efter vinkelmåleren. Her står kasserne klar til 1. maj


Men urterne trivedes, og det gjorde jeg i høj grad også! En anden øvelse i selvstændig udfoldelse var pileflethegnet omkring Akelejebedet.

Min gode naboer, Gurli og Bent, havde engang sat pilestiklinger på et stykke af deres mark. Nu stod der en hel skov af flotte pil i mange sorter, og da jeg havde fulgt et kortvarigt kursus i "pileflet til haven", var det meget oplagt at forsøge sig udi kunsten at flette et hegn.


Det er nu ikke så nemt, som det ser ud til. De eneste runde stolper, der var til at finde i handlen, var lidt for tykke, og friskskåret pil er sej og sprød at flette med så den let knækker. Den flettede bue blev dog et dekorativt læhegn for alle de små Akelejeplanter, jeg havde sået allerede i februar. Ideen var frit efter Søren Ryges "Asters og Akelejebed", så i urtehaven stod en flok små høstasters af den helt rigtige sort og ventede på at blive store nok til at komme med i selskabet.

Søren Ryge havde beskrevet sin idé med at plante disse to sammen så fængslende, at jeg bare måtte prøve at gøre ham kunsten efter. Ideen er, at begge planter er nemme (billige) at opformere i større stil, at Akelejerne hurtigt dækker jorden i foråret med de fineste grønne blade, og fra slutningen af maj troner de smukke blomster i alle tænkelige pastelfarver højr på lange, strunke stilke. Imens vokser Astersplanterne til og lukker bedet af. De blomstrer til gengæld først i september-oktober. Og så har man jo lov at supplere med tulipaner til det allertidligste forår.



Som med så meget andet, så var ideen god nok men projektet lykkedes alligevel ikke helt. De fine asters groede kun langsomt og nåede næsten at blive kvalt af akelejerne, før de blomstrede hen i oktober. Akelejerne derimod var vidunderligt smukke sådan en sommermorgen med dug og solskin, og pilehegnet var et godt klatrestativ for adskillige skønne ærteblomster.

2011-06-14T19:19:13.339+02:00

Tosomhed

De første fire år i Ostrup er nogle af de allerbedste i mit liv. Udfordringerne var store både fysisk, menneskeligt og økonomisk set, men glæden ved at være 'herre i eget hus' gav energi og gåpåmod. Det fredelige og smukke område og ikke mindst dejlige, gæstefrie naboer fik mig til at føle mig godt tilpas fra dag 1.

Efterhånden som jeg fik skik på det meste, mærkede jeg dog savnet efter én at dele alt dette med. Et heftigt, kuldsejlet kæresteforhold slog mig næsten af pinden, men jeg giver ikke så let op og begyndte lidt mere aktivt at se mig om efter en ny mage.

Jeg mødte Aage i vinteren 2004, og vi brugte forår og sommer til at lære hinanden bedre at kende. Vores udgangspunkter var ret forskellige, men vi havde det rart og ikke mindst sjovt sammen i de weekender, han var på besøg fra det østjyske. Mange hus- og haveprojekter blev klaret i fællesskab, for han var en dygtig og kreativ gørdetselv-mand, og det var nu alligevel dejligt med det fællesskab efter årene alene.

Sammen malede vi huset i sensommeren, med en flot, siennarød silikatmaling:



I slutningen af året begyndte vi at overveje muligheden for også at dele hverdagene, men selv mine mest kreative ændringer af indretningen kunne ikke bortforklare mit hjems ringe størrelse. Der var simpelthen ikke plads nok til 2 - trods alt - meget forskellige individer. Ideen om at flytte til Bornholm modnedes efter vores andet fælles besøg hos mine døtre derovre. Der var selvfølgelig både fordele og ulemper ved en sådan radikal ændring af vores tilværelser - men vigtigst var, at vi kunne starte en fælles fremtid på 'helt bar bund'.

I starten af februar, i forbindelse med en jobsamtale på øen, fandt jeg så en landejendom som jeg så nogle spændende muligheder i. Godt nok trængte boligen til en hel del renovering, men den var dog beboelig, og beliggenheden tæt på Dueodde tiltalte mig overordentligt. Der var rigeligt jord til en kæmpe have, og udhusbygningerne var i både størrelse og stand overkommelige.

Beslutningen bliver hurtigt taget, Lærkesvang skal være vores nye hjem fra 1. april 2006.